Mænd, der får tilbagefald af testikelkræft efter at have fået fjernet den ramte testikel, og som derfor må behandles med stråleterapi og kemoterapi, har en større risiko for at udvikle en ny primær tumor et andet sted i kroppen og dø af den, end dem, der bliver helbredt ved operation alene – og jo flere linjebehandlinger, der er nødvendigt at tage i brug, des større risiko.

Det budskab har læge og ph.d.-studerende Gry Gundgaard Kiernetop serveret på årets ECCO-kongres efter at have dykket ned i de nationale sygdomsdatabaser og have analyseret data for alle de patienter, som blev behandlet for testikelkræft i årene 1984-2007 – en behandling, der grundlæggende består af at få fjernet en testikel og hvor eventuelle tilbagefald er blevet behandlet med stråle- og kemoterapi.  

»Flerlinje-behandling øger risiko for ny primær cancer andre steder i kroppen og risikoen stiger i takt med antallet af behandlingstyper, der hver især ikke kun har en gavnlig virkning på kræftcellerne, men som også kan have en skadelig effekt på de raske celler, og dermed øge risikoen for at udvikle kræft,« siger Gry Gundgaard Kier og fortæller, at hun i studiet har fundet alle de patienter, der har udviklet testikelkræft, og kortlagt, hvad det var for årsager, de var døde af. Et billede, hun efterfølgende har sammenlignet med dødsårsagerne fra en kontrolgruppe fra baggrundsbefolkningen. Af i alt mere end 5.000 patienter med testikelkræft havde 2.500 patienter fået fjernet den ene testikel uden at have fået kemoterapi og stråleterapi, 1.600-1.700 patienter havde fået en-linje kemoterapi, 700 patienter havde fået strålebehandling, mens 300 patienter har fået fler-linjebehandling.

Mange andre studier har tidligere vist, at flerlinje-behandling øger risiko for ny primær cancer, fortæller hun. Men de tidligere studier er ofte baseret på gammeldags, nu udfasede kemobehandlinger, som hun har holdt ude af sin undersøgelse. Hun har kun medtaget de nutidige kemobehandlinger, bl.a. standardbehandlingen kaldet BEP (bleomycin, etoposide, cisplatin). 

»Risikoen for at få en anden type cancer er dobbelt så høj, hvis patienten får enten kemoterapi eller strålebehandling. Så den eksisterende behandling kan altså i stor stil kurere patienterne nu og her, men kan koste dem en ny kræftsygdom på den lange bane,« siger hun og fortæller samtidig, at prognosen for patienter, der får enten stråleterapi eller kemobehandling, er rigtig god. 

Testikelkræft rammer typisk mænd mellem 20 og 40 år, som dog, takket være de nuværende behandlingsmuligheder, har en meget høj overlevelse uanset om sygdommen er lokal eller har spredt sig. 70-80 pct. af disse patienter bliver således kureret af bare af at få fjernet testiklen, mens 20-30 pct. af dem får tilbagefald og skal have stråling eller kemo. Omkring 30 pct. af alle patienterne starter med at have spredning af deres sygdom og bliver allerede fra begyndelsen sat på kemoterapi straks efter operationen. Selv disse patienter har en god overlevelse, som samlet set dermed kommer op på hele 95 pct., hvorefter de unge mænd har udsigt til at kunne leve i mindst 40-50 år.

»Håndteringen af senfølgerne kommer derfor selvsagt til at spille en stor rolle for de kurerede patienters livskvalitet, og derfor er det meget relevant, at vi får undersøgt senbivirkningerne af behandlingen af testikelcancer, så man kan følge op på den øgede risiko for at blive ramt af en ny slags kræft senere hen,« siger hun.

Gry Gundgaard Kier forlader journalisten fordi et fransk tv-hold hiver i hende, og det efterlader scenen til hendes kollega, læge og ph.d.-studerende Jakob Lauritsen, og deres fælles vejleder, Gedske Daugaard. Også Jakob Lauritsen får muligheden for at fremlægge sine resultater på en ‘poster session’ her på kongressen.  

»Jeg skal også tale om senfølger til behandling, mere specifikt om patienternes lungefunktion, som hos nogle patienter kan blive markant nedsat på grund af medicinen – så nedsat, at de kan dø af det. Mine undersøgelser viser, at denne lungepåvirkning ganske rigtig er betydelig, men dog ser ud til at være væsentligt mindre, end man hidtil har troet. Og det er jo et godt budskab,« siger han og nævner, at endnu en ph.d.-studerende fra Gedske Daugaards team har fået ordet på dette års kongres, nemlig Mikkel Bandak, som skal belyse hvorfor mange mænd, der har fået fjernet en testikel, har en nedsat dannelse af det mandlige kønshormon testosteron. Nedsættelse af dette hormon kan have indflydelse på bl.a. senere udvikling af hjertekarsygdomme.

»Mikkel er lige nu til et oplæg, så han kan ikke snakke med dig om sin forskning. Men som hans gode kollega kan jeg fortælle, at det ser ud til, at nogle af patienterne allerede har nedsat dannelse af det mandlige kønshormon inden, de får konstateret som testikelkræft,« siger Jakob Lauritsen og fortæller, at nedsat dannelse af mandligt kønshormon øger risikoen for bl.a. forhøjet blodtryk og træthed.

»Spørgsmålet er, om alle disse patienter vil have gavn af at blive behandlet med testosteron. De, der har en åbenlys mangel, vil selvfølgelig have det, men der vil også være nogle, som ligger i en gråzone, og hvor man er mere i tvivl. Det er dem, Mikkel Bandak kigger på,« siger professor dr. med. Gedske Daugaard, som på mandag skal sidde i ekspertpanelet under en pro-et-kontra-diskussion.  

»Paneldiskussionen kommer til at handle om, hvordan man bedst hjælper mænd, der har fået bortopereret en tumor i testiklen. Skal man give dem alle forebyggende kemoterapi og strålebehandling, fordi der er 20-30 pct. af dem, der kan få tilbagefald, eller skal man følge dem så tæt, så man er sikker på, at man finder alle dem, der har tilbagefald, og så gribe ind,« spørger Gedske Daugaard og skynder sig at sige, at man i Danmark følger den strategi at følge patienterne med tætte kontroller.

»I Danmark går vi ind for, at man først griber ind, når man sidder med en patient, der er syg. Og det skal jeg så prøve at overbevise andre om er en god strategi. Selvfølgelig skal man have behandling, hvis man har brug for den, men der er ingen grund til at behandle, hvis patienten ikke har nogen tegn på kræft,« siger hun og bekræfter, at kræftceller selvfølgelig ind imellem godt kan undslippe kniven.

»Men den eventuelle kræft, der er tilbage, sidder sædvanligvis på bagerste bughule, hvilket vi i så fald kan se på scanninger, så hvis der ikke er noget at se og scanningerne dermed ser helt normale ud, er der i vores øjne ingen grund til efterbehandling,« siger hun.