Flere KOL-patienter bliver akut indlagt Antallet af KOL-patienter, der bliver indlagt akut på sygehusene er stigende. National satsning på lungeområdet skal vende udviklingen.

Borgere med KOL bliver oftere indlagt på et af landets sygehuse.

Det viser en ny opgørelse fra Sundhedsministeriet, der har opgjort, at antallet af borgere med KOL, der bliver indlagt akut, fra fra 2010 til 2014 steget med pct. til 634 indlæggelser pr. 1.000 borgere.

For at imødegå den udviklingen har sundhedsminister Nick Hækkerup (S) tidligere lanceret en national satsning på lungeområdet, der blandt andet indeholder personlig støtte til de hårdest ramte patienter. Regeringen har sat 250 mio. kr. af til en national lungesatsning og 270 mio. kr. til aktiv patientstøtte i årene 2015-2018.

»Vi kan se, at flere og flere danskere rammes af KOL, og det er vigtigt, at de får hjælp og støtte til fortsat at have et godt hverdagsliv og ikke fare ud og ind af hospitalerne. Derfor vil vi gerne give nogle af de hårdest ramte KOL-patienter tilbud om en fast tilknyttet sygeplejerske, der kan hjælpe dem med at finde vej igennem systemet og støtte dem i at håndtere deres sygdom, når de har brug for det,« siger sundhedsminister Nick Hækkerup i en pressemeddelelse.

I Sverige har man haft succes med et lignende initiativ, hvor patienter har fået tilknyttet en fast sygeplejerske, der i en periode har givet dem rådgivning og vejledning.

Også tidlig opsporing og mere ensartet behandling er en del af regeringens satsning.

»KOL kan desværre ikke helbredes, men det er muligt at leve et godt liv med sygdommen. Men det forudsætter, at man opdager sygdommen så hurtigt som muligt og begynder i den rette behandling. For problemet er ofte, at mange af patienterne har mistet store dele af deres lungefunktion, før de søger læger, og så kan det være for sent. Vi vil derfor give flere, der er i risiko for at have KOL, et tilbud om at få målt deres lungefunktion,« siger sundhedsministeren

Skriv kommentar