Min første dag i Rosint
Klokken er 6.30 og vi kører ud af den røde landevej. Fra Masanga er der omkring en halv times kørsel til Rosint. Jeg sidder bag på ladet af en bil og nyder solopgangen i horisonten – pændingen stiger. De mange forestillinger og ideer, jeg har haft omkring arbejdet i Rosint, bliver snart indfriet.

Som alle andre steder, bliver vi mødt velkommen af glade og smilende børn som råber ’obotho’ (hvid mand) efter os og vil røre vores hænder og hår. Denne velkomst er sikker, på trods af at vi er i landsbyen en gang om ugen.

Jeg er forberedt og har øvet mig i at hilse på det lokale stamme sprog Themne som hele landsbyen i Rosint (og befolkningen i Masanga) taler. Det kan hurtigt tage flere minutter, inden man har hilst færdig, og det er meget uhøfligt for dem blot at sige ’hej’ og så gå videre.

Landsbyboerne virker glade over, at jeg forsøger på Thmene, og jeg bliver hurtigt givet et lokalt navn også, som jeg senere har brugt i flere sammenhæng. Det vækker stor glæde hos de lokale jeg møder, når jeg introducerer mig selv med mit Sierra Leonske navn: Kadijatu Kamara.

Arbejdet mod en sundhedsstrategi
Vi samlede i fællesskab landsbyens visioner til en fælles målsætning for landsbyen. De forskellige visioner kunne inddeles i følgende temaer: Ernæring, hygiejne, sundhedsklinikken, vand, børn, gravide kvinder, familie planlægning og boligforhold.

Næste skridt var at finde frem til, hvordan situationen ser ud aktuelt i forhold til de forskellige visioner; f.eks »der bor for mange i et hus, alle har ikke en seng og flere har ikke et godt hus at bo i«, »vi får for mange børn og vi bruger ikke familieplanlægning selvom det er en mulighed for os«, »ikke alle gravide kvinder går til sundhedstjek på klinikken«. Denne session blev lavet i socioøkonomiske grupper, og vi så her stor forskel på, hvad de forskellige grupper lagde vægt på.

Efterfølgende skulle de i plenum graduere med hhv. 1 til 3 +/- hvor godt/dårligt de mente situationen var i øjeblikket for hver enkelt vision.

Herefter blev alle visioner skrevet ned på hver sit ark papir og lagt ud i en lodret række. Alle tilsvarende udsagn omkring den aktuelle situation blev skrevet på et papir og parret med visionen som passede til. På den måde havde vi nu en lang række af papir liggende to og to over for hinanden med hhv. den aktuelle situation og den tilsvarende vision.

Opgaven under denne session var at landsbyboerne i plenum skulle lave så stor afstand mellem de to papirer for hvert par, at det afspejlede, hvor svært de følte det var at nå den pågældende vision.

Det var en spændende opgave og jeg syntes de diskuterede rigtig godt omkring de forskellige emner og var meget realistiske. Visionen om at få en bedre vej eller at få en brønd blev f.eks placeret utrolig langt væk, hvorimod visionen om at alle skal vaske hænder og lære deres børn at bruge toilettet blev placeret forholdsvis tæt. Vores tolk og partner Aminata, som er sygeplejerske studerende på Masanga Nurse School, forklarede også at de var meget reflekteret i deres diskussioner og arbejdede godt med opgaven.

Når vi tager ud i landsbyen foregår det altid med tolk. I landsbyen Rosint taler alle Themne og kun få af beboerne forstår engelsk. Det var lidt af en udfordring i starten at skulle fremlægge med tolk. Det kræver god kontakt til tolken, og jeg skulle vænne mig til at holde pauser efter de fleste sætninger, men efter et par gange kom det mere naturligt.

Næste opgave var at finde frem til, hvilke udfordringer der var for at komme fra den aktuelle situation til at nå den fælles vision. Efterfølgende skulle de komme op med løsningsforslag til hvordan landsbyen i fællesskab kunne overkomme udfordringerne og nå deres mål.

For eksempel nævnte de »manglende viden« og »carelessness« som udfordringer på vejen til at få alle gravide kvinder til at gå til undersøgelse i klinikken de fire gange, der er tilrådet.

Mulige løsningsforslag var »uddannelse af de gravide« samt »en ny bylaw/lokal regel«, således at de kvinder, som ikke gik til undersøgelse skulle betale en bøde. Andre løsningsforslag som »at lave en gruppe til at indsamle penge/materialer, så man kunne hjælpe hinanden i landsbyen« kom også på banen og igen var landsbyens beboere utrolig arbejdsomme og idérige, selvom nogle af forslagene var lidt svære at arbejde videre på »det er gud som gør os syge« eller »gud har ikke ladet os få en brønd endnu«.

Udfordringerne er mange
Det kan godt lyde på ovenstående beskrivelse, som om det hele bare er gået som smurt og at processen har foregået over de femn sessioner, som den var planlagt til. Sådan funger det bare ikke i Afrika. Når noget går galt eller noget bliver forsinket bruger de lokale ofte undskyldningen: »TIA« (This is Africa) eller »BMT« (Black mands time). De siger det med dyb alvor i stemmen, men med et smil på læben.

Ofte tager det lang tid for landsbyens beboere at samle sig. Så selvom vi efterkommer deres behov og møder tidligt i landsbyen kl. seks om morgenen, venter vi ofte længe, før vi kan komme i gang, På trods af, at alle kan se og høre, når vi kommer. Desværre har vi måtte halvere flere sessioner, for at beboerne kunne nå at komme på arbejde kl. ni. Normalt arbejder de ikke om fredagen, men i denne periode har de skulle arbejde alle fredage, fordi de skulle så deres marker.

Den ene dag vi kom ud i landsbyen var der lige kommet materialer til at bygge et hus, og alle landsbyens mænd var derfor travlt optaget med at hjælpe til med huset og havde derfor ikke tid til at arbejde på sundhedsplanen. Det var utrolig smukt at se, hvordan de stod sammen og hjalp hinanden, når muligheden var der, men det viser samtidig, hvor svært det er at have en fast aftale.

Helt generelt fornemmer vi også, at det er svært for flere af beboerne at koncentrere sig om en opgave længere tid ad gangen. Mange af dem, især kvinderne, har ikke gået i skole og er ikke vant til at reflektere og blive hørt. Vi har forsøgt at arbejde så kreativt og aktiverende som muligt og på så simpelt niveau som muligt med masser af illustrationer. Vi har også brugt historiefortælling som en kommunikations form for at få flest mulige til at forstå en pointe.

Det er meget spændende at arbejde på denne måde og se at, hvis blot spørgsmålet bliver gjort simple, og metoden er rigtig, så kan de unge kvinder ofte bidrage med tanker og holdninger i diskussionerne.

Planlægningsgruppe er nu valgt
Det er nu ca. ni uger siden jeg havde min første dag i Rosint. Alt benarbejdet er lavet, og vejen til en sundhedsplan i Rosint er blevet overskuelig. Sidste fredag blev landsbyboerne enige om en gruppe på ti repræsentanter, som de næste par uger skal sidde i fællesskab og udarbejde den færdige sundhedsstrategi for landsbyen.

Strategien vil tage udgangspunkt i de mange måneders arbejde, landsbyens fælles visioner og løsningsforslag. Gruppen skal samtidig være kritiske og se på hvad der er realistisk og vurdere hvad der er størst behov for at starte ud med og hvilke tiltag der kan gemmes til senere.