Den tragiske sag om den unge kvinde Sarah, der døde ved selvmord og som blev fremstillet i DR’s dokumentar ‘Hvem griber Sarah’ tidligere på sommeren, peger på et væsentligt problem i psykiatrien.
I 10 årsplanen for psykiatrien fremgår det ikke, hvordan vi fremover undgår, at patienter bliver sendt rundt i systemet, mens de venter på den rigtige diagnose eller behandling. Det er på tide, at vi får løst det grundlæggende problem, at behandlingsansvaret kan glide, og patienter kan henvises videre – og videre – uden at nogen tager helhedsansvaret.
De senere år har vi opbygget en psykiatri med højt specialiserede tilbud. Det har styrket kvaliteten for mange, men det betyder også, at patienter, der ikke passer ind i særlige tilbud, kan falde igennem systemet. Det gælder især mennesker med komplekse eller atypiske tilstande, der kan være svære at diagnosticere. Det kan være mennesker, der ‘fejler for meget’, ‘for lidt’ – eller flere ting på én gang.
For hver afvisning står et menneske uden hjælp, netop når behovet er størst
Det er svært at få mennesker til at passe ind i standardiserede kasser.
Vi ved, at op mod 25 procent af henvisningerne fra praktiserende læger til psykiatrien bliver afvist. Det er uacceptabelt. For hver afvisning står et menneske uden hjælp, netop når behovet er størst. Det må vi kunne løse på en mere fleksibel og ansvarlig måde.
Desuden er det altafgørende, at vi sikrer, at patienterne og de pårørende altid ved, hvem der har behandlingsansvaret, når de venter på behandling eller befinder sig imellem behandlingstilbud.
Hvis en patient f.eks. bliver afsluttet fra en enhed i regionpsykiatrien, som så sender patienten videre til egen læge, praktiserende psykiater eller andre ambulante enheder, skal det være helt tydeligt, hvem der har ansvaret for patienten i ventetiden.
Tilsvarende, hvis regionspsykiatrien tager en patient ind, som er ‘for dårlig’ til at blive behandlet hos egen læge, og derefter afslutter patienten og sender vedkommende videre til et andet behandlingstilbud, må der aldrig være tvivl om hvem, der støtter og eventuelt indleder eller viderefører en eventuel behandling i ventetiden.
Derfor foreslår vi fra Dansk Psykiatrisk Selskabs side, at vi bygger en model efter princippet om ‘no wrong door’. Det betyder, at regionernes psykiatri altid skal være klar til at tage imod – og tage ansvar – uanset hvor i systemet man henvender sig. Og det betyder, at man ikke blot skal henvises videre, men tilbydes kontinuitet og behandling, mens udredning og visitation foregår.
Helt konkret foreslår vi:
- At der skabes overblik over, hvor ofte patienter afvises eller falder ud mellem tilbud
- At der altid er en tydelig plan og en kontaktperson for patienter i udredningsforløb, også imellem forløb
- At der sikres adgang til støtte og behandling fra første kontakt – ikke kun efter endelig diagnose
- At vi gør op med et system, hvor der findes forkerte indgange
Fra Dansk Psykiatrisk Selskabs side har vi ikke en færdig model. Men vi insisterer på, at ‘no wrong door’ og kontinuitet skal være bærende principper i psykiatrien, så ansvaret for den enkelte ikke forflygtiges.
Vi er klar til dialog, hjælp og input til, hvordan vi får det til at lykkes.
Det lyder lidt som DPS næsten er grydeklar til tage springet og anbefale en tilbagevenden til geografisk sektor opdelt Psykiatri, som mere meningsfyldt og bedre sammenhængende måde at organisere psykiatrien fremfor diagnose opdeling. For os der stadig kan huske psykiatrien fra dengang til sammenligning med de sidste 20 år har eksperimenteret vist ikke helt bestået. Som frygtet har diagnose opdeling betydet en negligering af den meget vigtige sociale dimension i psykiatrien, både når det kommer til forståelse af det lidende patient og også når det gælder om at strikke den tværfaglige løsning sammen evt med inddragelse af familien arbejdsgiver skolen mm der byder på bedste muligheden for at patienten kan komme sig.