»Det er ikke, fordi læger ikke interesserer sig for bæredygtighed, men det er sådan vores hverdag er. Rammerne er ofte ikke til, at vi når at tænke bæredygtigt, og når vi det, kan vi som enkeltpersoner ikke gøre den store forskel,« siger Susanne Axelsen, formand for Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber og leder af ‘Vælg Klogt’.Foto: Joachim Rode

‘Vælg Klogt’-leder: Rammerne er ikke til, at læger tænker bæredygtigt Formanden for Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber er ikke overrasket over, at så få specialeselskaber arbejder med bæredygtighed. Fra politisk side presser man konstant lægerne til at arbejde mere effektivt, og samtidig ved mange specialeselskaber ikke, hvad de kan gøre for at styrke bæredygtigheden, siger Susanne Axelsen.

»Hvis de specialebærende selskaber i højere grad skal arbejde med bæredygtighed, skal arbejdet faciliteres. Der er ildsjæle derude, men de skal have rammer til at udføre arbejdet, og mange selskaber står usikre med hensyn til, hvad de kan gøre.« 

Sådan siger Susanne Axelsen, formand for Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber og leder af ‘Vælg Klogt’, som reaktion på nyheden om, at kun hvert femte speciallægeselskab i Dagens Medicins rundspørge svarer, at de arbejder med bæredygtighed.

»Fra politikere og regering er der et stort pres for, at vi læger skal arbejde endnu mere effektivt. Vi skal tage nye behandlinger i brug, indføre nye kronikerpakker, flere patientrettigheder osv.,« siger hun. 

»Det er ikke, fordi læger ikke interesserer sig for bæredygtighed, men det er sådan vores hverdag er. Rammerne er ofte ikke til, at vi når at tænke bæredygtigt, og når vi det, kan vi som enkeltpersoner ikke gøre den store forskel.«

To sider af samme sag

Hun fremhæver ‘Vælg Klogt’-initiativet, hvor repræsentanter for specialeselskaber og patientorganisationer arbejder sammen om, hvordan vi undgår alt det unødvendige og det, der ikke virker, så sundhedsvæsenets ressourcer kan bruges bedre. 

Her indsamles der løbende data og evalueres på indsatsen. Initiativet er finansieret af Danske Regioner.

»I den ideelle verden vil ‘Vælg Klogt’ og bæredygtighed gå op i en højere enhed. Men for at få det til at leve i vores fælles hverdag skal der være nogle rammer for, hvordan vi gør det i vores organisationer. Vi er underlagt så mange overordnede beslutninger, at der skal være nogen til at facilitere en ændring af vores vaner,« siger Susanne Axelsen.

Lavthængende frugter er høstet

Hun fremhæver Danske Regioners og Center for Bæredygtige Hospitalers indsats for bæredygtighed i sundhedsvæsenet såsom affaldssortering, mindske forbrug osv. 

»Hver region har sit LEAD-område, som de tager sig af. Det er de lavthængende frugter, så dem har regionerne taget, og derfor skal selskaberne i gang med at finde de andre,« siger hun.

»Samtidig skal vi læger – også i bæredygtighedens navn – lade være med at blive ved med at tage varer ned fra alle hylder. Vi har været slemme til at bygge ovenpå uden at undersøge, om det, vi gør, og de behandlinger, vi bruger, virker. Alt for meget er vane, så vi skal stoppe mere op og teste, om det, vi gør, virkelig er nødvendigt,« siger Susanne Axelsen.

Skriv kommentar